Indvandrerpiger svigtes

17.03.2017
Kønsopdelt svømning bag nedrullede gardiner skal fortsat kunne få økonomisk støtte af kommunen. Det har et rødt flertal besluttet.

Af Carl Christian Ebbesen (DF), kultur- og fritidsborgmester i København

Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen tordnede ellers mod kønsopdelt svømning i Hovedstadens Svømmeklub sidste forår. Det samme gjorde folketingsmedlem Lars Aslan (S). Og så sent som i december sagde Socialdemokraten Rasmus Horn Langhoff om kønsopdelt svømning bag tonede ruder i folketingssalen, at det er ”et misforstået hensyn, som gør mere skade end gavn.”

Socialdemokraterne på Christiansborg puster sig op i medierne og blæser til værdikamp, men når det kommer til handling, så stikker S halen mellem benene. Socialdemokraterne har, både i Folketinget og på Københavns Rådhus, haft muligheden for at handle, men det bliver ved snakken. 

Beslutningen i Københavns Borgerrepræsentation skuffer mig og Dansk Folkeparti. At give støtte til kønsopdelt svømning bag nedrullede gardiner gavner hverken ligestillingen eller integrationen, men er med til at fastholde nogle indvandrerpiger i parallelsamfund og holde hånden under den sociale kontrol, der er udbredt i visse miljøer.

Det er synd for pigerne, for de fortjener at være en del af fællesskabet i det virkelige foreningsliv, hvor piger og drenge uden problemer kan færdes side om side.