Tag bekymringen alvorligt

17.03.2017
Hver fjerde københavner er indvandrer eller efterkommer fra ikke-vestlige og vestlige lande, viser tal fra Danmarks Statistik.

Af Carl Christian Ebbesen (DF), kultur- og fritidsborgmester i København

København er under forandring, og det er vi nødt til at forholde os til med alvorlige briller og bekymret mine. Emnet er for alvorligt til at slå plat på, som journalist Mads Zacho Teglskov gør i dagbladet Politiken, hvor han skriver, at han som indvandret jyde er med til at ødelægge København.

Integrationen i København halter. Alt for mange børn med ikke-vestlig baggrund mestrer ikke det danske sprog godt nok. Når Muhammed halser efter i folkeskolen og måske aldrig får sin afgangseksamen, så bliver han hægtet af uddannelsesvognen, som kører videre med fuld damp uden ham.

Uden uddannelse bliver det svært at komme ind på arbejdsmarkedet og forsørge sig selv – og så er risikoen for at komme i dårligt selskab og ende i kriminalitet større. For indvandrerpigerne ser fremtiden mere lys ud. De klarer sig bedre i skolen og stræber på uddannelsesinstitutionerne, men vi skal have alle med.

En anden tydelig konsekvens ved det multikulturelle København er parallelsamfund og socialt belastede områder, der lukker sig om sig selv. Alt for mange voksne er i områderne på passiv forsørgelse og kommer ikke ud blandt danskerne på arbejdspladserne og i foreningslivet.

Hvis far og mor ikke arbejder, men sidder det meste af dagen hjemme i stuen og ser arabisk tv og kun går ud for at købe ind eller besøge den lokale moské, så er det svært at lære sproget og de danske værdier og traditioner at kende. Og endnu sværere er det at være en god rollemodel for sine børn.

På mit eget område gør vi en stor indsats for at få børnene engageret i foreningslivet gennem feriecamps og samarbejder mellem skole og foreninger. Men på samme tid trækker det røde flertal på Københavns Rådhus i den modsatte retning – mod mindre integration – når den accepterer kønsopdelt svømning bag nedrullede gardiner, daginstitutioner med halalslagtet kød på menuen, støtter modersmålsundervisning og klapper i hænderne over flere moskéer i bybilledet.

Resultatet er en opdelt by med ”dem” og ”os” i hver sin bydel. De veluddannede, højtlønnede og hipsterne knuselsker det multikulturelle København og maler et skønmaleri af, hvor berigende de fremmede kulturer er for byen, men vil de bor dér midt i ghettoen med utrygheden og balladen?

Vil de sende deres børn i skoler med mange tosprogede elever? De spørgsmål besvarer vist sig selv. Det er nemt at sidde på Vesterbro og have sit på det tørre, men hvad med den enlige mor i Nordvest, som ikke har råd til at flytte væk eller sætte sine børn i privatskole?

Den ikke-vestlige indvandring giver udfordringer – både økonomisk og kulturelt. Det faktum kan ikke benægtes. København er under forandring, og danske værdier bliver skubbet til side.

Det er blåøjet at tro, at udfordringerne bliver mindre i fremtiden, hvis tilstrømningen af indvandrere fortsætter. I årevis har det ene integrationsprojekt afløst det andet, og vigtigheden af dialog er blevet gentaget i en uendelighed, men resultaterne – dem venter vi stadig på. Så er det trods alt lettere at ironisere over indvandringen end at tage bekymringen alvorligt.